Skitser af Boz

Det følgende er en bearbejdet udgave af mit forord til bogen Skitser af Boz af Charles Dickens.

Skitser af Boz er en samling fortællinger af Charles Dickens. På samme måde som Spøgelseshistorier og Historier og stemmer, er næsten alle fortællingerne tidligere udgivet i tidens aviser og publikationer, som det ofte er tilfældet hos Dickens. I dette tilfælde i årene 1833-1836.

I Spøgelseshistorier og Historier og stemmer er udvalget kurateret af Hans-Jørgen Birkmose, som ud over at oversætte teksten også forsyner hver enkelt historie med en introduktion. Det er ikke tilfældet her, selvom han har forsynet bogen med et glimrende forord. Grunden er den, at Skitser af Boz receptionshistorisk er blevet betragtet som ét værk i sin egen ret. Her oversættes efter den ”restaurerede” samleudgave fra 1839 i stedet for den udgave, Dickens selv censurerede i 1849, så den svarede bedre til de victorianske moralnormer.

Som altid, når det angår Dickens, bliver litteraturobjektet en pragmatisk størrelse i den forstand, at det ændrer form, sammensætning og tilmed indhold, når det tjener forfatterens forgodtbefindende. Men … i alle variationer og særligt i Skitser af Boz er Dickens på samme tid tragisk og komisk, altfavnende og pedantisk, karikerende og sydende samfundssatirisk.

Det er forunderligt at læse om de mange mennesketyper, se dem for sig i deres egen kontekst og samtidig mærke, hvordan de rækker næsten 200 år frem i tiden og er komplet genkendelige for en dansk læser i dag.

Det har været en udfordring for Birkmose at oversætte de mange dialektale variationer, som Dickens tilsyneladende har studeret nøje. Men man fornemmer tydeligt samfundslag, intention og betydning i hans skriftligt lydnære gengivelser af 1800-tallets London-dialekter på dansk. Ikke nogen ringe bedrift.

I det hele taget er det svært at overdrive Birkmoses enorme viden og grundighed i oversættelserne af denne bog og de mange andre klassikere, som han har oversat. Bøger af forfattere som Dickens, Poe, Swift, Hawthorne og Hoffmann.

Derfor var det ikke alene en stor personlig sorg, at Hans-Jørgen døde, kort før Skitser af Boz nåede trykken, men også et litteraturhistorisk tab.

Det er kun en ringe trøst, at han næsten nåede at oversætte og udgive alle de klassiske værker, som han følte, han skyldte danske læsere. Kort før sin død lod han mig vide, at han skyldte E.T.A. Hoffmann at oversætte resten af hans noveller, men at han ellers havde oversat alle de værker, der stod på hans bucketlist. Sådan var Hans-Jørgens samvittighedsforhold over for læserne, over for de forlængst afdøde forfattere og over for verden i almindelighed.

Jeg forestiller mig, at Hans-Jørgen sidder sammen med sine litterære venner et sted i efterlivet. Et sted, hvor man på en stille måde byder magten trods; hvor Edgar Allen Poe stopper sin merskumspibe, mens Birkmose bladrer i sine plader, Nathaniel Hawthorne tegner karikaturskitser, og Jonathan Swift fortæller vittigheder om magteliten. Mest karakteristisk af dem alle spankulerer Charles Dickens uophørligt omkring i færd med at opsætte et teaterstykke.

Dickens var en stor elsker af teatret, og i Skitser af Boz paraderer han den ene farverige karakter efter den anden ind på scenen. Det, der er særligt interessant, er måden, han tilføjer farve til alle samfundslag. Det er hverdagens dramatik, der åbenbarer sig, når scenetæppet trækkes til side, men dramatikken bliver til ingenting, så snart tæppet igen trækkes for, og publikums opmærksomhed rettes mod forscenen.

Resultatet er en implicit og tempereret samfundskritik, der peger lige ud på tilskueren. Fordi Dickens’ pegepind er humor og ironi, ler vi med ham ad vores egne fejl og mangler. Helt i Dickens’ ånd lader vi som læsere maskerne falde, mens hans karakterer ifører sig deres.

Birkmoses yndlingsforfattere delte en fascination af menneskets mørke side. Som fortællere er de notorisk utroværdige; til tider gotisk overnaturlige og til tider krystalklart realistiske. De kritiserer herskende hegemonier, men de understreger samtidig, hvordan vi alle – inklusiv læseren – bidrager til at opretholde dem. Skitser af Boz er et underholdende eksempel på denne tredobbelte bevægelse. Tredobbelt, fordi Dickens indsætter sig selv i værket, omend skjult bag en karaktermaske.

Charles Dickens’ værker har været genstand for meget bedre og grundigere analyser, end jeg her har udsat dem for, men jeg er sikker på, jeg er på linje med Hans-Jørgen, når jeg hævder, at Dickens’ største kvalitet er, at man kan læse hans værker helt forudsætningsløst, og at han er fundamentalt underholdende.