Charles Dickens – Spøgelseshistorier
af Kasper Kaufmann
Det følgende er en bearbejdet udgave af mit forord til bogen Spøgelseshistorier af Charles Dickens.
Som så mange andre har jeg læst de vigtigste af Dickens’ romanværker. Blandt andet har jeg læst en del af Ludvig Moltkes kontroversielle oversættelser i de flotte pragteksemplarer fra Steen Hasselbachs Forlag. Det giver et historisk sug i maven at sidde med de 100 år gamle bind i hænderne.
Selvom nogle af oversættelserne i sig selv har langt flere år på bagen end bogbindene, og selvom Moltkes oversættelser til tider er problematiske, mærker man, at Dickens er levende og vedkommende – også i dag.
Hans-Jørgen Birkmose har vist sig som en mester i at opdatere Dickens til en tidssvarende sproglig modus uden at gå på kompromis med bogens eller samtidens tone i flere romanværker. Det er derfor en meget tryg fornemmelse at lade Birkmose udvælge, oversætte og introducere spøgelseshistorier. Selv var jeg ikke stødt på en eneste af dem – heller ikke i de såkaldte “Samlede værker.” – og den redaktionelle opgave har for mit vedkommende primært bestået i at nyde den ene gruopvækkende historie efter den anden.
Jeg siger og skriver gruopvækkende, selvom historierne ikke forskrækker læseren som sådan. Som det ofte er tilfældet med victorianske forfattere og i hvert fald med Dickens, er der en slags nøgtern distance indbygget, som på den ene side har realistiske og genkendelige karakterer, der på den anden side ofte får som fortjent.
Vi føler som læsere karakterernes sorg, men egentlig forskrækkende bliver det aldrig. Selvom der naturligvis er undtagelser. En af dem er “En gal mands manuskript” – der mange år senere giver mindelser om the Brat Pack med Brett Easton Ellis i spidsen – i hvert fald er det en af mine personlige favoritter.
I det forhåndenværende udvalg af historier indleder Birkmose kort hver fortælling, hvilket kan føles som en nødvendig kontekst for den blandede landhandel af tekst, historierne er fisket ud af, hvis man vil forstå dem til fulde. Når det er sagt, kan man selvfølgelig læse historierne for sig selv og nyde dem, som de er, hvis man husker at læse indledningerne efterfølgende. Men læs bogen, før mørket gør sin entré, hvis nerverne er sarte.
