Charles Dickens – Historier og stemmer

af Kasper Kaufmann

Jeg har haft den store og udtalte fornøjelse at arbejde sammen med oversætter Hans-Jørgen Birkmose på mange forskellige projekter. Birkmose var en kæmpestor litterær kapacitet, og så lærte han mig at sætte pris på værker, jeg egentlig havde afskrevet som uinteressante.

Birkmoses store fascination af Dickens har jeg i den grad arvet. Dickens er divers og skriver med et utal af stemmer i sit store oeuvre – også når det ikke li-i-ige helt præcist er ham selv, der som sådan har skrevet teksten.

Det følgende er en bearbejdning af mit forord til bogen Historier og stemmer

Dickens’ enorme værkproduktion er i sandhed imponerende. Hvor har han bare skrevet meget. Og hvor er det et enormt filtreringsarbejde Hans-Jørgen Birkmose har præsteret i årenes løb. Det er vidunderligt at lade sig rive med af de farverige personskildringer, som med let hånd genner os læsere gennem de dickenske historieuniverser.

I denne bog har Birkmose været driv­kraften bag et udvalg af – i hvert fald for det brede publikum – ukendte Dickens-fortællinger. Det er selvfølgelig historiernes karakterer og især deres fortællere, som repræsenterer de stemmer, der henvises til i bogens titel – foruden den litterære spændvidde, som lægges for dagen i udvalget af tekster.

I hr. Pickwicks fortælling om den storskrydende Will Marks er uhyggen og det overnaturlige hele tiden latent til stede, men humoren bobler også lige under overfladen.

Stemmerne er tydelige og humoren udtalt, når fru Lirriper tager ordet og opløser grammatik og sætningsstrukturer på papiret, uden hendes stemme af den grund glider os af hænde på noget tidspunkt – end ikke når hun giver ordet til major J. Jackman og J. Jackman Lirriper.

Når det forstemmende og altfortærende mørke hyller ­skibet Golden Mary, dets besætning og passagerer, opleves det som elementernes næsten overnaturlige, mystiske enhed, der holder aktørerne hen i tyst uvished, men taler til os med sin egen stemme.

I “Blind vej” afbryder Londons klokker hinanden over byen i kontrast til Alpernes udtalte, snedækkede tavshed, hvor den menneske­lige røst må tøjles på grund af lavinefare.

Som om ­naturen tager til genmæle; “Hold kæft, her suser jeg!” når hovedpersonen udpeges for læseren med en stum gestus af hånden.

Der er foranderlige stemmer overalt hos Dickens. De taler til os og siger os noget på tværs af et spænd i tid på mere end 150 år.

Denne samling tekster er på én gang en sigte, der kondenserer Dickens’ forfatterskab, og samtidig en hyldest til diversiteten i det.

Det menneskelige, det naturlige og det overnaturlige går hånd i hånd med det forunderlige, det muntre og det sørgelige. Det er imponerende skrivehåndværk, men frem for alt er det virkelig god underholdning.

Læs videre om Dickens her