Colomba

Det følgende er en bearbejdet udgave af mit forord til bogen Colomba & Mateo Falcone.

Her i Danmark er Prosper Mérimée bedst kendt for sin kort­roman Carmen, der blev udødeliggjort i den berømte opéra comique af samme navn.


Bizet skrev musikken, og Henri Meilhac og Ludovic Halévy udarbejdede librettoen på baggrund af Mérimées franske udgivelse.

Resultatet var en fransksproget opera, der udspiller sig i Spanien og understreger spanske kultur­forhold. Operaens mest berømte arier “L’amour est un oiseau rebelle” (“Habeanara”) og “Votre toast, je peux vous le rendre” (“Toreador”) understreger dette med al tydelighed. Men ikke desto mindre drages man som tilskuer af karaktererne og deres ‘fremmedhed’ i forvisning om, at de ikke desto mindre er vores nære europæiske naboer.


Mit personlige kendskab til Mérimée var begrænset til historien om Carmen, indtil Ole Thage kontaktede mig med sin glimrende oversættelse. Det var det danske forlæg til den udgivelse, der indeholder de to kortromaner Mateo Falcone og Colomba (Mateo Falcone er virkelig kort).


Ligesom Carmen er disse historier skrevet med en kulturel – for ikke at tale om geografisk – distance. På den ene side tillader denne afstand læseren at fordømme karakterne i civilisationens navn, men den stiller dem også i et romantisk lys.


Historiernes grusomhed virker forståelig på os, fordi motiverne er så rene og klare. De ‘indfødte’ er konsekvent sort-hvide i deres tænkemåder, og det er først med civilisa­tionens grågrumsede motivtolkning, at der kan stilles spørgsmål ved deres handlinger – selvom der sjældent kan gives svar.


Mens Ole Thage og jeg arbejdede med udgivelsen, døde han af naturlige årsager. Heldigvis kan vi takke arvingerne, der lod os færdiggøre arbejdet. En særlig tak til Malene Grue, som var Oles litterære repræsentant i denne proces.


Det var Oles idé at inkludere Mateo Falcone. Den er kortere og tilsyneladende mere ligefrem end Colomba, men de to historier rummer samme problem­stillinger, og Mateo Falcone er en glimrende introduktion til det hævnmotiv, der løber som en rød tråd gennem begge narrativer.


Korsikas historie strækker sig til antikken, og det er primært historien om skiftende herskere, der efter tur erobrer øen. Her springer vi til 1347, da genoveserne overtog styringen og opstillede tårne til beskyttelse mod indtrængere og pirater langs kysten.


Korsikanerne forligede sig aldrig med deres genovesiske herskere, og Sampiero Corso ledede et berømt oprør i 1500-tallet og fik status som folkehelt. Først i 1755 blev Korsika sin egen stat med sin egen forfatning, men … Det forhindrede ikke genoveserne i at sælge Korsika til Frankrig, og i 1769 slog franskmændende de korsikanske styrker ved Ponte Nuovu – og borset fra et kort intermezzo med briterne ved roret har Korsika siden været på franske hænder.


Det er ekstremt spændende historie, som blandt andet har direkte tilknytning til Napoleon. Her rækker det imidler­tid at understrege dualiteten i det korsikanske folks selv­stændighedsfølelse og deres forhold til Kontinental­europa, da handlingen udspiller sig.


Det er svært ikke at lade sig rive med af karakteren ­Colomba, der ligesom sin litterære søster, den spanske sigøjner Carmen, optræder med en lidenskabelig fremmedhed, der står i skærende kontrast til irske Sir Thomas Nevil, der på sin side repræsenterer ordenstanken, men ikke er uimodtagelig over for den lidenskab, som formeligt stråler fra makien og gennemstrømmer Colomba, såvel som hendes landsfæller.